Naturturisme
DK EN

"Øhavsstien - En vandretur rundt om Det Sydfynske Øhav"

Naturturisme I/S har udgivet et opslagsværk om Øhavsstien - en guidebog, som fortæller om naturen og landskabet undervejs, om bygningsværker og deres herremænd, søfartens store indflydelse på området, købstædernes monopol på handel samt en masse andre historier, som har formet og præget Det Sydfynske Øhav til det, vi kender i dag.

Vandreguidens titel er ”Øhavsstien - En vandretur rundt om Det Sydfynske Øhav” og er et opslagsværk på 180 sider med:

 - Turforslag
 - Kend dit Øhav
 - Tips & Ideer
 - Turfakta
 - Oversigtskort (separat)
 - Turbeskrivelser

Bogens kerne er de 21 turbeskrivelser, som vi har valgt at inddele Øhavsstien i. Hver tur præsenteres med et detaljeret kort - med markering af seværdigheder, overnatningssteder, indkøbsmuligheder o.s.v. - samt beskrivelser af alle de gode oplevelser og historier, der knytter sig til strækningen.

Kend dit Øhav
Kend dit Øhav er en introduktion til Det Sydfynske Øhav og giver dig en større indsigt i naturen, kulturlandskabet og historien, der kendetegner området og som du vil møde på din vej. Læs eksempelvis om øhavets druknede istidslandskab, hvorfor al handel foregik i købstæderne, og om hvordan vi mennesker har påvirket og skabt den natur, vi oplever i dag.

Tips og ideer
Her finder du inspiration til, hvordan du planlægger dine vandreture, samt hvilket udstyr og hvilken påklædning du med fordel kan bruge.

Der er et afsnit om ”På tur med børn” med forslag til udstyr, når du skal vandre med de helt små. Her finder du også ideer til aktiviteter med børnene samt børnevenlige ruter på Øhavsstien.

 Endelig er der forslag til andre stier og områder i Det Sydfynske Øhav, hvor du kan vandre.

Turfakta
Bogens sidste afsnit rummer faktuelle informationer om overnatningssteder, transport samt andre praktiske oplysninger, som altid er rare at have.

 Oversigtskort
I plastiklommen bagest i guidebogen finder du et oversigtskort over Det Sydfynske Øhav og Øhavsstien i målestoksforholdet 1:130.000. Her kan du få et samlet overblik over Øhavsstiens forløb og de faciliteter, der findes undervejs.

Bogens "bagmænd"
Bogens forfatter er naturvejleder og biolog Jesper Vagn Christensen fra Skov- og Naturstyrelsen Fyn, en finurlig og begejstret fortæller, som har travet stien tynd og har mange muntre historier i ærmerne og hundredvis af kilometer i støvlerne.

Forfatteren har fået assistance fra en aktiv og engageret redaktionsgruppe af kyndige fynboer og langelændere: Michael Martin Jensen og Per Frank fra Friluftsrådet, Ole Bloch-Petersen fra Danmarks Naturfredningsforening og Hanne Andersen fra Vagabond Tours.

Bogen kan købes hos boghandlere i hele landet og på turistbureauerne i Svendborg, Rudkøbing, Faaborg og Ærøskøbing.

 

Faktaboks

Pris: 150 kr. 

Bogen er støttet af: Skov- og Naturstyrelsens tilskud til Lokale Grønne Partnerskaber og Friluftsrådets tips- og lottomidler.

Fås på dansk, tysk og engelsk.

Køb bogen

Projektsum: (2010) 500.000 dkr.
                             
(2016) 200.000 dkr.

Projektet er støttet af:

Kort